I 1938 udgav Morihei Ueshiba - grundlæggeren af moderne aikido - en lille bog, der bedst kan beskrives som en introduktion til aikido.
Den var ikke blot illustreret med billeder af grundlæggende teknikker, men rummede også en forbløffende enkel opsummering af, hvad man kunne forvente af aikido, og hvordan man bedst bidrog til træningen og dojo'en.
Der er tale om en ganske kort tekst med seks punkter, som følger her i direkte dansk gengivelse af den japanske originaltekst (v/Ran Ito-Frederiksen, 3.dan Aikikai, og Christian A. Stewart-Ferrer, shidoin, 4.dan Aikikai):
1. Aikido er kendetegnet ved, at én teknik er nok til at afgøre modstanderens liv og død. Under træningen bør man derfor følge instruktørens anvisninger og ikke skødesløst prøve kræfter med andre.
2. Aikido er en metode, som sætter én i stand til at håndtere flere modstandere. Derfor bør man altid under træningen have sit fokus ikke kun lige foran sig selv, men i alle retninger.
3. Træningen bør foregå i en rar og hyggelig atmosfære.
4. Instruktørens undervisning kan kun omfatte en lille del af aikido – som følgelig ikke kan læres eller anvendes rigtigt uden ens egen uophørlige træning og fordybelse.
5. Under den daglige træning begynder man i de første ti minutter med at bevæge kroppen og gradvis øge intensiteten uden at overbelaste kroppen. Alle bør kunne fortsætte med at få udbytte af træningen på en rar måde, også når man er oppe i alderen.
6. Formålet med aikido er at tilegne sig 大和魂 – japansk kultur, dannelse, og takt og tone – og at fremme udviklingen af personlig og medmenneskelig integritet. Aikidos teknikker og metoder bør derfor omgås med fortrolighed, så de ikke bliver benyttet skødesløst af udenforstående, eller misbrugt af mennesker med slette hensigter.
Copyright 2023 © Alle rettigheder forbeholdes